Benjamins historie

Her fortæller Benjamin Sørensen noget af sin historie. Benjamin er brugmester i Bryghuset, et af husene i Andelsbyen.dk.

BenjaminLidt om min opvækst og baggrund
Jeg er født i 1954 på stenbroen i København. Det var ikke noget fristed, vi måtte for eksempel ikke spille bold i gården. Min mor var ansat i den offentlige sektor på et kontor. Min far var maler. Han led af malersyndrom, før nogle snakkede om denne diagnose. Han havde det svært, hvis nogle grinede, oplevede han det, som var det ham man grinede af. Derfor havde vi meget sjældent gæster. Jeg kan kun huske, at vi har haft gæster 5 gange i min barndom. Han blev meget højtråbende og vred over den mindste bagatel, og han misforstod ofte situationen. I min optik var det, på grund af en meget dårlig selvtillid og af angst for, at miste sin kone, som han var "afhængig af", Han havde i det hele taget svært ved at rumme andres snak med mere.
En i vores familie, foreslog ham, at gå til psykolog. Dette resulterede i at han blev korporligt smidt ud, for ham var det meget tabubelagt at tale med en psykolog.
Jeg havde det egentlig godt i skolen, men pjækkede alligevel meget, ofte på grund af at jeg ikke havde lavet lektier. Jeg var lidt af en enspænder/anderledes, jeg gik i mine egne tanker. Jeg oplevede mig selv som en kunstner, blev kaldt fesser. Mine ynglings fag var kemi og de tekniske fag.
Jeg havde en kammerat, som jeg ofte besøgte, men befandt mig også godt i mit eget selskab.
Da jeg blev ældre, mødte jeg ind imellem nogle piger, jeg havde dog i det hele taget svært ved af at finde vender. jeg evnede ikke rigtig at skabe en "blivende kontakt".
Jeg drak ikke, da jeg ikke brød mig om at være beruset. Når jeg var i byen, så jeg blot alle de mærkelige mønstre, der prægede nattelivet. Jeg syntes, "folk og verden, skulle være rigtige". Denne tanke har jeg først fået luget ud for et par år siden, nu kan jeg være sammen med mennesker som de er, og nyde det.
På et tidspunkt møder jeg en pige, som var kristen. Jeg bliver selv kristen, og vi flytter til Hobro Her starter jeg med at komme i en frikirke, det var jeg glad for. Denne kvinde forsvinder ud af mit liv igen, det skulle ikke være os. Dog gjorde hun en forskel, da jeg fik kristendommen med mig.
Jeg flytter til Fredericia, hvor, jeg møder min nuværende kone, vi flytter til Herning. Her kommer vi i en frikirke. Efter et års tid går det galt. Ledelsen kommer i konflikt, og det resulterer i en deling. Vi fortsætter i den ny fraktion, men jeg oplever ledelsen som en meget styrende og dominerende ledelse, noget jeg ikke bryder mig om. Så jeg kom ud af denne sammenhæng. Dog, når jeg tænker efter, forstår jeg, at kirken har givet mig meget, også nogle værdier, jeg ikke kan være foruden.

Min frue havde en veninde, der havde været på et, mønsterbryderkursus, hvilket ledte til BorgerFesten hos Peder, noget jeg er meget glad for. Der fandt jeg et miljø hvor jeg kunne trives. Den åbne måde at være spirituel på, passede mig bedre. Senere besøger, vi Peder på Sommer Oase i Pilgrimslandsbyen, mere om dette senere.
Jeg begyndte at læse Ben Alex bøger. Blandt andet bøgerne: Vejen ud; Mødet med Eckhardt, og en anden forfatter, Ekhart Tolle. Med Nuets kraft. Disse bøger var med til at skabe en ny vej for mig.
Jeg fulgte en foredragsrække på Folkeuniversitetet, "Det meningsfulde liv" Her blev jeg inspireret af ideen om 'At stå i det åbne' dvs. at jeg ikke behøver at være bud for 'en Sandhed' men i stedet, kan fokusere på at skabe et møde og en samtale mellem mennesker. Den måde at være til på er blevet en slags konklusion på, hvad tro er.
Mit forhold til arbejdsmarkedet var præget af meget ledighed. Det kulminerede i en depression, som fik mig til at ligge på sofaen i 3 år.
En dag hørte jeg i radioen, at der var åbnet nogle pilgrimsherberger på hærvejen. Jeg fik den ide at gå på hærvejen. Jeg startede fra Viborg og kunne ikke gå ret langt de første dage, da min rygsæk var for tung, men fik efterhånden lettet sækken, og trænet mig op. Da jeg startede min vandring i Viborg, besluttede jeg at sige ja til verden og hvad den måtte byde. Den første dags aften møder jeg en kunstner ved Hald sø, han invitere mig på en øl om aftenen, men jeg får sagt nej, da jeg er for træt. Her skulle jeg have sagt JA. Jeg møder også andre på turen, og opdager efterhånden, at det er vigtigt for mig at vandre alene, for at finde mig selv, og komme igennem tingene; jeg har altid været melankolsk, når jeg var alene. Jeg oplevede, at depressionen var med til af fjerne denne følelse af at være i en "ensom-sorg" som gav mig melankoli. Da hærvej og andre vandringer var tilbagelagt, gik turen til Kreta, Det gik godt og jeg nød hvert sekund af de 14 dage. Jeg var alene undtagen de sidste 2 dage, hvor jeg var i en by. På vejen derind så jeg en scene med en mand, der blev anholdt. Denne oplevelse bragte melankolien tilbage. Jeg sad på en bænk alene i byen med tusinde mennesker og tænkte, '- jeg taler dansk, engelsk til behov, men ikke menneskenes sprog?' Fordelen var, at jeg fik øje på en mekanisme i mig selv, som har genereret megen melankoli i mit liv.
Jeg har altid tegnet og malet en del. Jeg har lavet et billede af kirken i Hobro. I dag er den solgt til Den russisk Ortodokse Kirke.
Benjamin2At rejse er en af mine værdier. Vejen er blandt andet gået forbi Tibet på et UMO team i 1991. Her var jeg 37 så der var en stor aldersforskel på teamet. Det var meget primitivt, virkelig noget jeg kunne lide.
Jeg har nok ofte haft det svært med at være social, men den det går bedre i dag. Jeg har altid følt mig som en slags kunstner. Jeg får mange idéer, og oplever måske, af denne grund, at nogle, tager afstand til mig.
Jeg møder Peder, og Pilgrims Landsbyen på Sommeroase. Dette får stor betydning for mig. Jeg lavede et Tipi projekt, men slår mig på af lave æblecider, - det blev en eksplosiv bryg, som endte som en glimrende æbleeddike. Dette fik mig til at gå i gang med hjemmebrygning af øl, inspireret af Peder. Det er blevet "min hylde" at brygge øl. Nu er det forskellige bryggeprojekter som jeg bruger min tid på. Jeg har blandt andet startet 5 brygge hold, 3 i Herning, 1 i Lind og 1i Snejbjerg. I Herning med omkring 30 pensionister, som klarer sig selv nu. Lige nu er jeg ved at konstruere mit eget design for et bryggeanlæg til min trailer, så jeg kan brygge øl rundt omkring i landet.
Jeg har også en drøm, om at finde en shelter, hvor der ligger en naturlig kilde og bruge vandet der og lave øl over bål, Dette kan bliver til noget munkeøl. Her er det igen det primitive, der trækker i mig.
Nogle tanker jeg går og filosofer over er: Der er altid en baggrund for de ting, der sker. Der skal altid være en direktør i et firma, han skaber forudsætningen, ellers sker der ikke rigtig noget. Det giver mening for mig at tænke på den måde, at jeg må påtage mig det ansvar at skabe mit liv 'in my way'.

Hej

Hej

lisaJeg hedder Lisa … Tak fordi du har lyst og tid til at læse og lytte til dele af min livshistorie. Alt i mit liv tager sin begyndelse som et stærkt forsømt barn.

I starten af mit liv mistede jeg to nærtstående personer på kun en måned, blandt andet min rigtige mor. Det kom til at betyde at det liv, jeg fik, blev både hårdt og nogle steder meget uforståeligt, med masser af dybe svigt og jeg oplevede mig uønsket.

Jeg blev kastet frem og tilbage, men der var absolut slet ingen, som ville have mig som en del af familien eller fællesskabet.

Ja indgangen til en meget urolig tid, var åbenlys og farlig for et allerede, dengang ukontaktbart lille hjælpeløst barns sunde udvikling.

Ja som voksen, ser jeg klart, at ord som tryghed og nærhed slet ikke var en del af min barndom.

En dag kom en ny kvinde ind i min fars liv.

Tydeligvis lignede jeg min egen mor ret meget.. ulykkeligt nok, - var jeg på den måde totalt uforskyldt en meget synlig og daglig minde af den del af fortiden, som alle mærkeligt nok i den grad ønskede at glemme alt om.

- Børns virkelighed er nogle gang ordløs og ubeskrivelig barsk Jeg blev gemt væk når der kom nogen, og alt det tøj der var grimt, det blev mit, til sidst blev jeg som en lille robot, jeg var der, men ingen så mig,

De fine krøller som jeg havde, blev klippet af, mit navn Inger-Lisa måtte jeg heller ikke bruge, fordi det havde noget med min mor at gøre, - det var ligesom om jeg skulle straffes fordi jeg lignede hende, men det kunne jeg ikke gøre noget ved.

Jeg gjorde alt det som for mig selv og mit selvværd var værst af alt, - jeg gjorde dette, for at gøre folk tilfreds, blev jeg en som gjorde hvad de ønskede.

Ja nødråb har mange udtryk.. - jeg begyndte at søge opmærksomhed på den forkerte måde, blandt andet straffede jeg mine to halvsøskende, dem kunne jeg klare, for der var stort forskel i mellem os. Så jeg tvang min lillebror til at spise dukkesæbe - og hvad min søster angik så tog jeg hendes hånd lagde den ned i en lysfatning og tændte for strømmen.

Et andet eksempel jeg smed mit tøj ud i vandet og fik en til at gå ind og sige, - at jeg var druknet, og min far og onkel kom løbene, de fandt kun tøjet..

- De vendte sig om i usikker rædsel...

Jeg stod ved et hjørne, og så på, jeg var våd. Det var i nu et nødråb, på opmærksom hed.

- der var den opmærksomhed, som jeg des parat manglede og søgte koste hvad det ville …

                                   

Forfærdeligt !!! at gøre noget sådan noget, - der blev aldrig talt om det jeg gjorde eller noget andet, af alt det der var sket. Det resulterede i at jeg blev i nu mere alene.

Noget er rablende galt, når sådan noget sker.

Alle så det, at det de lærte mig, var at blive falde i med tapetet, men ingen havde mod til at stå i mål, - for at arbejde på en løsning, - Som virkelig kunne løse knuder og skabe lys i en lille piges verden

Da min brors død, begyndte jeg at søgte og det endte med at jeg sagde ja til Jesus. Det er det bedste jeg har gjort, dette skete efter at jeg var flyttet til Jylland.

Selvom jeg blev kristen så var der alligevel noget der skulle arbejdes med. Men fra nu af, - så jeg mig selv, andre og livet på en hel ny måde. - Jeg turde håbe, drømme og være ægte. Jeg fik glæde ind i midt liv, selv om tingende stadig nogle gange tåger til, og efter en tåget tid. . . .

- Bare rolig Gud hjælper, trøster, forstår os til fulde og SMILER undervejs. At være elsket er ikke dumt..

At søge hjælp kræver så meget mod.. Endeligt lykkes det mig at åbne op og tage imod behandling i foreningen Kris.. P.gr.a. overgreb. m.m -Men sikke en sejr at være i mål. Tak til alle.

I en årrække sker der mange ting, der virkelig gav meget opmuntring og mange skulderklap. På højskolen i Kolding, finder jeg en folder omkring mønsterbryderkursus.

Jeg tænkt; med det samme, at det var noget for mig. - - Men vidste, at hvis jeg gik hjem for at tænker over det, så blev det ikke til noget. Derfor skrev jeg papirerne med det samme og smed dem ind under døren til kontoret..

Yes! Jeg kunne tage hjem, med følelsen af styrke og stolthed, af jeg selv havde bestemt noget i midt liv.

- Det må vel nærmest kaldes fantastisk og stort. Jeg har gennemført kurset to gange. For, når man har været holdt nede i så mange år så skal der også bruges tid, - til at vende skuden.

Ringen skal brydes – Jeg vil ud og trække skyldfrit luft i endeløse mængder.

Det at jeg vandre sammen med nogen, er blevet virkeligt stærkt for mig - nu skal jeg ikke bukke mig ned, og underordne mig efter andre, men rette mig op i stede for, og vær mig, sammen med andre mennesker.

Drømmen er:

At skrive en bog på rette tid..

At kunne lytte til andre...

Jeg ved at vores verdner og liv måske er så forskellige,

Og den grimme ælling i sidste ende bliver til den smukke

svane..

Ja !!!!

At du og jeg

et øjeblik

har mod til at

gi os selv

alle de chancer

vi får for at pifte livsglæden op.

God arbejdsløst med livet og tak for nu …

Kærlig hilsen fra Lisa

SORGENS HUS – HVOR JEG FANDT GLÆDE

ansoMit navn er Anna-Sophie og jeg er fra 1981. Jeg er født i Sverige, men er opvokset i Sønderborg. Der gik jeg i skole og afsluttede som student fra Gymnasiet. 


Jeg boede hos min alkoholiserede og psykisk syge mor og dernæst hos min far og hans hustru. Efter nogle turbulente skoleår i folkeskolen og gymnasiet flyttede jeg til Silkeborg og gik i lære som kok. Jeg blev ved faget et år og efter praktikforløb i Skotland, besluttede jeg mig for at blive pædagog i stedet.


Jeg flyttede til Odense og startede pædagoguddannelsen. Det blev 3½ hårde år på uddannelsen, der kostede mig blod, sved og tårer. Jeg havde det psykisk svært og drak og festede en masse. Mit forhold til mine forældre var dårligt - mildest talt og efter et stykke tid måtte jeg afbryde kontakten med min mor. 


Efter veloverstået eksamen kunne jeg kalde mig pædagog og jeg besluttede mig, for at vandre Caminoen, en pilgrimsvandring i Nordspanien. Den skulle vise sig, at ændre mit liv. 


Da jeg kom hjem, mødte jeg Gud i mit soveværelse en sen aften. Det var i 2007. Og fra den nat blev mit liv forvandlet.


Jeg begyndte at komme i pinsekirken og efter 2 år der og 2 måneder på teologistudiet i København, sendte jeg i 2010 en ansøgning til Mariager Højskole og kom ind. Her har jeg nu, foråret 2013, været i næsten 3 år og underviser i kristen spiritualitet. Til sommer skal jeg videre herfra. Jeg drømmer om at komme til at bo i en kommunitet.

Her er nogle af mine refleksioner over det, jeg har været igennem. Jeg har givet det overskriften: Sorgens Hus

Sorgens Hus.

”Hellere gå til sorgens hus end til festens hus, for i sorgens hus ender alle mennesker og det skal den levende lægge sig på sinde. Hellere græmmelse end latter, for hjertet kan være glad, selvom ansigtet er mismodigt. Den vise har sit hjerte i sorgens hus, tåben har sit hjerte i glædens hus. (Prædikerens bog 7:2-5)

Får at kunne forklare hvorledes sorg og glæde og dybt forbundet, må jeg gå til sorgens hus. Jeg må turde opleve vores egen dybe smerte og sorg, for at kunne forstå denne forbundenhed. For at kunne forstå, at fra sorgen udspringer dyb glæde.

Så hvordan ser det ud i sorgens hus?

Vi læser, at i sorgens hus ender alle mennesker. Vi mødes på en forunderlig måde alle der, hvor livet smerter og hvor vi behøver trøst. Selvom vi ikke kender hinanden eller ved meget om hinandens liv, er det som om, at når vi mødes i vores sår og smerte, er vi forbundet med hinanden på et dybere plan.

Vi behøver ikke fortælle hinanden, at vi ser hinanden eller at vi forstår. Vi føler os allerede forstået og set blot i mødet med hinanden. Vores sjæle mødes og taler deres forunderlige sprog. Et kærlighedens sprog, som går dybere end ord. Vi bliver kindred spirits, ligesindede.

Vi læser, at hjertet kan være glad, selvom ansigtet er mismodigt.

I sorgen har jeg erfaret, at der ikke er lang vej fra sorg til glæde. Fra gråd til latter. Jeg kan, når sorgen er størst, bryde ud i forløsende latter og ikke ane, hvor i alverden det kom fra!

Så må jeg lige minde mig selv om, at jeg jo forresten er ked af det.
”Den vise har sit hjerte i sorgens hus, tåben har sit hjerte i glædens hus”.

Den sætning stak ud, da jeg læste den i min dybe sorg. Jeg læste den igen og igen og noget i mit hjerte blev trøstet. Men jeg forstod den ikke. Jeg spurgte min ven og han forklarede; man er en tåbe, hvis man tror, at kun i glæden kan livet leves. Kun når man har det godt og alting går glat, kan man være glad.

Den vise ved, at livet er smukt også når det leves alvorligt, dette er min erfaring. Når jeg giver mig selv lov til, at sørge og græde møder Gud mig netop der på en helt særlig måde, og jeg får lov, at røre hans faderhjerte. Og i dette sorgens rum oplever jeg hans trøst og hans løfte til mig ”salig er de, som sørger, for de skal trøstes”, bliver virkelighed. Det vækker genklang i sjælens dyb, for her møder Gud i mig, Gud.

På mit besøg i sorgens hus oplever jeg at møde Gud. Sammen deler vi sorgen. Det er ikke kun mig, som sørger, men han sørger også. Også han er mismodig og sørger. Hvordan kan den almægtige himmelske Gud være sorgfuld? Og hvad er det han sørger over i mødet med mine sår?

I sorgens hus er Guds hjerte. Der kan jeg røre Guds hjerte. Han er i sorgen og i rastløsheden. I frygten for at blive syg ligesom min mor var det, for ikke at kunne klare livet, for at bukke under. Han er i alt dette.

Guds hjerte er i sorgens hus.

Det er ikke mørkt i sorgens hus. Det er lyst. Lyst som dagen. Der er dyb stilhed og fred.

VI

Vi er samlet om ilden

Vi er samlet  om stilheden

Vi er samlet om lidelsens mysterium

Vi er samlet om refleksionen

 

Vi fordyber os i lidelsens mening

Vi fordyber os i relationernes mening

Vi fordyber os i ensomheden

 

Vi deler vores liv

Vi fortæller vores historie

Vi imødekommer smerten

 

Vi vil ikke trøstes af kvinden

 

Vi vil være bevidste om, at livet er hårdt

Vi vil være bevidste om, at vi en dag skal dø

Vi vil være bevidste om, at livet ikke handler om os

 

Vi er villige til at erkende, at vi ikke har kontrollen

Vi er villige til at erkende, at livet er større end os

Vi er villige til overgivelse

 

Vi nedfældes i skabelsen

Vi nedfældes i en større virkelighed

Vi nedfældes i kærligheden

 

Vi er villige til at dø fra os selv

 

Vi vil magtesløsheden

Vi modtager  livet

Vi modtager ånd

Vi udviser tillid

Vi beder om tro

Vi overgiver os til håb

 

Vi tør stå i det ukendte

Vi omfavner døden

Og her vil vi møde og modtage opstandelsen

 

Jakob Villerup

Glæden

Som en stille kilde med rindende vand, hviler glæden i dybet.

Små dryp med blide klask imod vandets overflade. Det danner små ringe i vandet, som omkranser skøjteløberen, der piller med lethed henover overfladen.

Lyden af dråbernes plasken når min sjæl og på det milde trøstens tæppe flyver den til trøstens land.

Blide vingesus og strejf af venlige stråler omkranser den på sin rejse.

Her kan intet ondt ramme den og hårdhed og ondskab glider i baggrunden og er udenfor rækkevidde.

Flyv min sjæl, flyv imod varmere himmelstrøg og dybere kilder. Imod solen og lyset og himmelhvælvingen som smelter sammen med jorden. Derhen hvor himmel og jord er et, på det tyndeste sted, som de kalder det. Der hvor himmeriget er midt i blandt menneskene og dyrene. Der hvor glæde og sorg ikke er hinandens modsætninger, men hinandens udspring.

Jeg leder og undersøger den sorte muld og begraver mine hænder i den gode jord. Den er blød og fugtig og nogle steder endda varm. Varm efter frøenes spiren og organismernes bevægelser.

Alt levende sætter aftryk, fodspor af dyb genklang.

Jorden og alle skabninger vånder sig og venter på at fødes til nyt liv, venter på frelse og frihed.

Frihed til fællesskab med hinanden og med Gud.

Min sjæl længes og søger igen og igen mod kilden. Den længtes efter at drikke og hvile og søge dybere.

Længere ind, helt ind til hjertet, i hjertet af hjertet. For at blive modtaget og blive kaldt den elskede. For at ligge på grønne enge ved hvilens vande.

Min elskede hvor gik du hen? Må jeg følge dig til verdens ende. Må jeg elske dig og kun dig. Må jeg spise af dine hænder og hvile mig i din favn?

Du sidder og venter på mig overalt. Uanset hvor jeg går, venter du på altid på mig dér. Ved hvilens vande sidder du og smiler og griner til mig. Du kigger på mig med øjne som irgrønne smaragder. Jeg kigger så dybt, at jeg forsvinder. Ind i dine brede skuldrer, ind i hulen, du har forberedt til mig. Til bålet der knitrer varmt og ivrigt og til pigen med de store blinkende øjne. Til hende den lille i mig, som er træt og ked af det, men som bliver taget op og beroliget med ordene, mit hjerte er større end dit.

Åh du dybe glædes kilde som er evig og konstant. Du som flyder med evigt livgivende vand, som trøster, beroliger og varmer vores små ængstelige hjerter. Du som planter oaser i ørkenen og baner vej i ødemarken. Du som går forud for alt og som ikke er underlagt tid og rum. Du, som er livets lys og skænker os det selvsamme. Må vores hjerter for evigt søge dig, længes, glædes, trøstes og forvandles.

  • 1
  • 2