Hej

Hej

lisaJeg hedder Lisa … Tak fordi du har lyst og tid til at læse og lytte til dele af min livshistorie. Alt i mit liv tager sin begyndelse som et stærkt forsømt barn.

I starten af mit liv mistede jeg to nærtstående personer på kun en måned, blandt andet min rigtige mor. Det kom til at betyde at det liv, jeg fik, blev både hårdt og nogle steder meget uforståeligt, med masser af dybe svigt og jeg oplevede mig uønsket.

Jeg blev kastet frem og tilbage, men der var absolut slet ingen, som ville have mig som en del af familien eller fællesskabet.

Ja indgangen til en meget urolig tid, var åbenlys og farlig for et allerede, dengang ukontaktbart lille hjælpeløst barns sunde udvikling.

Ja som voksen, ser jeg klart, at ord som tryghed og nærhed slet ikke var en del af min barndom.

En dag kom en ny kvinde ind i min fars liv.

Tydeligvis lignede jeg min egen mor ret meget.. ulykkeligt nok, - var jeg på den måde totalt uforskyldt en meget synlig og daglig minde af den del af fortiden, som alle mærkeligt nok i den grad ønskede at glemme alt om.

- Børns virkelighed er nogle gang ordløs og ubeskrivelig barsk Jeg blev gemt væk når der kom nogen, og alt det tøj der var grimt, det blev mit, til sidst blev jeg som en lille robot, jeg var der, men ingen så mig,

De fine krøller som jeg havde, blev klippet af, mit navn Inger-Lisa måtte jeg heller ikke bruge, fordi det havde noget med min mor at gøre, - det var ligesom om jeg skulle straffes fordi jeg lignede hende, men det kunne jeg ikke gøre noget ved.

Jeg gjorde alt det som for mig selv og mit selvværd var værst af alt, - jeg gjorde dette, for at gøre folk tilfreds, blev jeg en som gjorde hvad de ønskede.

Ja nødråb har mange udtryk.. - jeg begyndte at søge opmærksomhed på den forkerte måde, blandt andet straffede jeg mine to halvsøskende, dem kunne jeg klare, for der var stort forskel i mellem os. Så jeg tvang min lillebror til at spise dukkesæbe - og hvad min søster angik så tog jeg hendes hånd lagde den ned i en lysfatning og tændte for strømmen.

Et andet eksempel jeg smed mit tøj ud i vandet og fik en til at gå ind og sige, - at jeg var druknet, og min far og onkel kom løbene, de fandt kun tøjet..

- De vendte sig om i usikker rædsel...

Jeg stod ved et hjørne, og så på, jeg var våd. Det var i nu et nødråb, på opmærksom hed.

- der var den opmærksomhed, som jeg des parat manglede og søgte koste hvad det ville …

                                   

Forfærdeligt !!! at gøre noget sådan noget, - der blev aldrig talt om det jeg gjorde eller noget andet, af alt det der var sket. Det resulterede i at jeg blev i nu mere alene.

Noget er rablende galt, når sådan noget sker.

Alle så det, at det de lærte mig, var at blive falde i med tapetet, men ingen havde mod til at stå i mål, - for at arbejde på en løsning, - Som virkelig kunne løse knuder og skabe lys i en lille piges verden

Da min brors død, begyndte jeg at søgte og det endte med at jeg sagde ja til Jesus. Det er det bedste jeg har gjort, dette skete efter at jeg var flyttet til Jylland.

Selvom jeg blev kristen så var der alligevel noget der skulle arbejdes med. Men fra nu af, - så jeg mig selv, andre og livet på en hel ny måde. - Jeg turde håbe, drømme og være ægte. Jeg fik glæde ind i midt liv, selv om tingende stadig nogle gange tåger til, og efter en tåget tid. . . .

- Bare rolig Gud hjælper, trøster, forstår os til fulde og SMILER undervejs. At være elsket er ikke dumt..

At søge hjælp kræver så meget mod.. Endeligt lykkes det mig at åbne op og tage imod behandling i foreningen Kris.. P.gr.a. overgreb. m.m -Men sikke en sejr at være i mål. Tak til alle.

I en årrække sker der mange ting, der virkelig gav meget opmuntring og mange skulderklap. På højskolen i Kolding, finder jeg en folder omkring mønsterbryderkursus.

Jeg tænkt; med det samme, at det var noget for mig. - - Men vidste, at hvis jeg gik hjem for at tænker over det, så blev det ikke til noget. Derfor skrev jeg papirerne med det samme og smed dem ind under døren til kontoret..

Yes! Jeg kunne tage hjem, med følelsen af styrke og stolthed, af jeg selv havde bestemt noget i midt liv.

- Det må vel nærmest kaldes fantastisk og stort. Jeg har gennemført kurset to gange. For, når man har været holdt nede i så mange år så skal der også bruges tid, - til at vende skuden.

Ringen skal brydes – Jeg vil ud og trække skyldfrit luft i endeløse mængder.

Det at jeg vandre sammen med nogen, er blevet virkeligt stærkt for mig - nu skal jeg ikke bukke mig ned, og underordne mig efter andre, men rette mig op i stede for, og vær mig, sammen med andre mennesker.

Drømmen er:

At skrive en bog på rette tid..

At kunne lytte til andre...

Jeg ved at vores verdner og liv måske er så forskellige,

Og den grimme ælling i sidste ende bliver til den smukke

svane..

Ja !!!!

At du og jeg

et øjeblik

har mod til at

gi os selv

alle de chancer

vi får for at pifte livsglæden op.

God arbejdsløst med livet og tak for nu …

Kærlig hilsen fra Lisa

SORGENS HUS – HVOR JEG FANDT GLÆDE

ansoMit navn er Anna-Sophie og jeg er fra 1981. Jeg er født i Sverige, men er opvokset i Sønderborg. Der gik jeg i skole og afsluttede som student fra Gymnasiet. 


Jeg boede hos min alkoholiserede og psykisk syge mor og dernæst hos min far og hans hustru. Efter nogle turbulente skoleår i folkeskolen og gymnasiet flyttede jeg til Silkeborg og gik i lære som kok. Jeg blev ved faget et år og efter praktikforløb i Skotland, besluttede jeg mig for at blive pædagog i stedet.


Jeg flyttede til Odense og startede pædagoguddannelsen. Det blev 3½ hårde år på uddannelsen, der kostede mig blod, sved og tårer. Jeg havde det psykisk svært og drak og festede en masse. Mit forhold til mine forældre var dårligt - mildest talt og efter et stykke tid måtte jeg afbryde kontakten med min mor. 


Efter veloverstået eksamen kunne jeg kalde mig pædagog og jeg besluttede mig, for at vandre Caminoen, en pilgrimsvandring i Nordspanien. Den skulle vise sig, at ændre mit liv. 


Da jeg kom hjem, mødte jeg Gud i mit soveværelse en sen aften. Det var i 2007. Og fra den nat blev mit liv forvandlet.


Jeg begyndte at komme i pinsekirken og efter 2 år der og 2 måneder på teologistudiet i København, sendte jeg i 2010 en ansøgning til Mariager Højskole og kom ind. Her har jeg nu, foråret 2013, været i næsten 3 år og underviser i kristen spiritualitet. Til sommer skal jeg videre herfra. Jeg drømmer om at komme til at bo i en kommunitet.

Her er nogle af mine refleksioner over det, jeg har været igennem. Jeg har givet det overskriften: Sorgens Hus

Sorgens Hus.

”Hellere gå til sorgens hus end til festens hus, for i sorgens hus ender alle mennesker og det skal den levende lægge sig på sinde. Hellere græmmelse end latter, for hjertet kan være glad, selvom ansigtet er mismodigt. Den vise har sit hjerte i sorgens hus, tåben har sit hjerte i glædens hus. (Prædikerens bog 7:2-5)

Får at kunne forklare hvorledes sorg og glæde og dybt forbundet, må jeg gå til sorgens hus. Jeg må turde opleve vores egen dybe smerte og sorg, for at kunne forstå denne forbundenhed. For at kunne forstå, at fra sorgen udspringer dyb glæde.

Så hvordan ser det ud i sorgens hus?

Vi læser, at i sorgens hus ender alle mennesker. Vi mødes på en forunderlig måde alle der, hvor livet smerter og hvor vi behøver trøst. Selvom vi ikke kender hinanden eller ved meget om hinandens liv, er det som om, at når vi mødes i vores sår og smerte, er vi forbundet med hinanden på et dybere plan.

Vi behøver ikke fortælle hinanden, at vi ser hinanden eller at vi forstår. Vi føler os allerede forstået og set blot i mødet med hinanden. Vores sjæle mødes og taler deres forunderlige sprog. Et kærlighedens sprog, som går dybere end ord. Vi bliver kindred spirits, ligesindede.

Vi læser, at hjertet kan være glad, selvom ansigtet er mismodigt.

I sorgen har jeg erfaret, at der ikke er lang vej fra sorg til glæde. Fra gråd til latter. Jeg kan, når sorgen er størst, bryde ud i forløsende latter og ikke ane, hvor i alverden det kom fra!

Så må jeg lige minde mig selv om, at jeg jo forresten er ked af det.
”Den vise har sit hjerte i sorgens hus, tåben har sit hjerte i glædens hus”.

Den sætning stak ud, da jeg læste den i min dybe sorg. Jeg læste den igen og igen og noget i mit hjerte blev trøstet. Men jeg forstod den ikke. Jeg spurgte min ven og han forklarede; man er en tåbe, hvis man tror, at kun i glæden kan livet leves. Kun når man har det godt og alting går glat, kan man være glad.

Den vise ved, at livet er smukt også når det leves alvorligt, dette er min erfaring. Når jeg giver mig selv lov til, at sørge og græde møder Gud mig netop der på en helt særlig måde, og jeg får lov, at røre hans faderhjerte. Og i dette sorgens rum oplever jeg hans trøst og hans løfte til mig ”salig er de, som sørger, for de skal trøstes”, bliver virkelighed. Det vækker genklang i sjælens dyb, for her møder Gud i mig, Gud.

På mit besøg i sorgens hus oplever jeg at møde Gud. Sammen deler vi sorgen. Det er ikke kun mig, som sørger, men han sørger også. Også han er mismodig og sørger. Hvordan kan den almægtige himmelske Gud være sorgfuld? Og hvad er det han sørger over i mødet med mine sår?

I sorgens hus er Guds hjerte. Der kan jeg røre Guds hjerte. Han er i sorgen og i rastløsheden. I frygten for at blive syg ligesom min mor var det, for ikke at kunne klare livet, for at bukke under. Han er i alt dette.

Guds hjerte er i sorgens hus.

Det er ikke mørkt i sorgens hus. Det er lyst. Lyst som dagen. Der er dyb stilhed og fred.

VI

Vi er samlet om ilden

Vi er samlet  om stilheden

Vi er samlet om lidelsens mysterium

Vi er samlet om refleksionen

 

Vi fordyber os i lidelsens mening

Vi fordyber os i relationernes mening

Vi fordyber os i ensomheden

 

Vi deler vores liv

Vi fortæller vores historie

Vi imødekommer smerten

 

Vi vil ikke trøstes af kvinden

 

Vi vil være bevidste om, at livet er hårdt

Vi vil være bevidste om, at vi en dag skal dø

Vi vil være bevidste om, at livet ikke handler om os

 

Vi er villige til at erkende, at vi ikke har kontrollen

Vi er villige til at erkende, at livet er større end os

Vi er villige til overgivelse

 

Vi nedfældes i skabelsen

Vi nedfældes i en større virkelighed

Vi nedfældes i kærligheden

 

Vi er villige til at dø fra os selv

 

Vi vil magtesløsheden

Vi modtager  livet

Vi modtager ånd

Vi udviser tillid

Vi beder om tro

Vi overgiver os til håb

 

Vi tør stå i det ukendte

Vi omfavner døden

Og her vil vi møde og modtage opstandelsen

 

Jakob Villerup

Glæden

Som en stille kilde med rindende vand, hviler glæden i dybet.

Små dryp med blide klask imod vandets overflade. Det danner små ringe i vandet, som omkranser skøjteløberen, der piller med lethed henover overfladen.

Lyden af dråbernes plasken når min sjæl og på det milde trøstens tæppe flyver den til trøstens land.

Blide vingesus og strejf af venlige stråler omkranser den på sin rejse.

Her kan intet ondt ramme den og hårdhed og ondskab glider i baggrunden og er udenfor rækkevidde.

Flyv min sjæl, flyv imod varmere himmelstrøg og dybere kilder. Imod solen og lyset og himmelhvælvingen som smelter sammen med jorden. Derhen hvor himmel og jord er et, på det tyndeste sted, som de kalder det. Der hvor himmeriget er midt i blandt menneskene og dyrene. Der hvor glæde og sorg ikke er hinandens modsætninger, men hinandens udspring.

Jeg leder og undersøger den sorte muld og begraver mine hænder i den gode jord. Den er blød og fugtig og nogle steder endda varm. Varm efter frøenes spiren og organismernes bevægelser.

Alt levende sætter aftryk, fodspor af dyb genklang.

Jorden og alle skabninger vånder sig og venter på at fødes til nyt liv, venter på frelse og frihed.

Frihed til fællesskab med hinanden og med Gud.

Min sjæl længes og søger igen og igen mod kilden. Den længtes efter at drikke og hvile og søge dybere.

Længere ind, helt ind til hjertet, i hjertet af hjertet. For at blive modtaget og blive kaldt den elskede. For at ligge på grønne enge ved hvilens vande.

Min elskede hvor gik du hen? Må jeg følge dig til verdens ende. Må jeg elske dig og kun dig. Må jeg spise af dine hænder og hvile mig i din favn?

Du sidder og venter på mig overalt. Uanset hvor jeg går, venter du på altid på mig dér. Ved hvilens vande sidder du og smiler og griner til mig. Du kigger på mig med øjne som irgrønne smaragder. Jeg kigger så dybt, at jeg forsvinder. Ind i dine brede skuldrer, ind i hulen, du har forberedt til mig. Til bålet der knitrer varmt og ivrigt og til pigen med de store blinkende øjne. Til hende den lille i mig, som er træt og ked af det, men som bliver taget op og beroliget med ordene, mit hjerte er større end dit.

Åh du dybe glædes kilde som er evig og konstant. Du som flyder med evigt livgivende vand, som trøster, beroliger og varmer vores små ængstelige hjerter. Du som planter oaser i ørkenen og baner vej i ødemarken. Du som går forud for alt og som ikke er underlagt tid og rum. Du, som er livets lys og skænker os det selvsamme. Må vores hjerter for evigt søge dig, længes, glædes, trøstes og forvandles.

Til hængebirken ude foran mit ene vindue

 Til hængebirken ude foran mit ene vindue

Rodfæstet står du på jorden og rager højt til himmels

Du svajer frem og tilbage i vinden men sikkert er det; du altid vender tilbage til dit center for stabilitet

Din grundstamme er solidt plantet og forenet med bærende kræfter i jorden

Du står ikke alene, omend det et øjeblik godt kan se sådan ud

 

Jeg betragter din livsdans

Og det er et smukt syn for mig, at opleve dine bevægelser

Dine lange arme leger med i vinden, som kun en slaskedukkes arme kan danse med om kroppen på sit liv

Du svinger og svajer og danser og nejer

Du er smuk og jeg kan mærke en STOR kærlighed i dig til mig

 

Du lader ”bare” vinden tillidsfyldt føre dig rundt

Du må have tillid til din stammes bærende styrke

Sådan oplever jeg, at du bliver tryg, så du tillidsfuldt tør sige JA

JA tak til dans, og det er selv når blæsten er hård og ikke just lade dig have det for nemt

Jeg kan se for mig, du sagtens kan nå at blive rundtosset et par gange eller fler’ undervejs

Men alligevel takker du ja til dansen

Du siger JA til vinden og glæden og livet

 

Jeg vil gerne se mig selv som dig

Jeg vil gerne turde danse med livet selv højst oppe fra

Uden angst

Uden frygt

Uden smerte

Jeg vil gerne betragtes som et mindst ligeså smukt træ som du ubetinget er i mine øjne

Jeg er nok godt på vej

Jeg VED jeg er godt på vej

Som et lille ny sået frø

Jeg spire langsomt undersøgende op fra jorden i takt med, at mine rødder arbejder med på, at sikre mig trygge rammer for livet

Jeg er godt på vej, og selv det mindste træ ved jeg også får sine sommerblade

For her er det livet der er vigtigst og ikke hvor stor man endnu er blevet

Jeg må også lege

Jeg må også blive pyntet med blade

Jeg glæder mig til, at risle med mine blade i takt med de kommer

Jeg vil vokse tillidsfuldt op

Højere og højere op mod himmelen

Og forenes med Gud Vor Herre Jesus Kristus

Ligesom dig

                        Karina Køster, 2011